Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2005


Strukturreformen afklaret


De sidste knaster i kulturlovene er ryddet af vejen, så Folketinget i løbet af foråret kan vedtage Strukturreformen.

Høringen over lovforslagene til at gennemføre kulturdelen af Strukturreformen blev afsluttet i januar. Efter valget har Kulturministeren fremsat de samlede forslag. Høringen har kun givet ganske få ændringer.

Den mest udtalte usikkerhed blandt de mange organisationer, som er høringsparter i de fire kulturlove, der nu er fremsat i Folketinget, handler om det vakuum der vil opstå, når amterne nedlægges. På alle de områder, hvor amterne i dag spiller en rolle, er aktørerne bekymrede for om kommuner og stat kan løfte opgaven og især om kommunerne kan sikre den koordinering som tidligere amtslige råd har haft ansvar for. Det gælder eksempelvis amtsmusikråd, amtsmuseumsråd og teatrenes formidlingsstøtte.

Teatrene

På teaterområdet er mange organisationer bekymrede ved den øgede statslige styring der vil komme på hele teaterområdet. Det endelige lovforslag bløder dette en lille smule op ved at understrege, at relevante parter også får indstillingsret til forskellige teaterbestyrelser.

Den eneste større ændring i teaterloven i forhold til det forslag som blev sendt til høring er, at der vil blive afsat en særlig bevilling til de turnerende børneteatre.

Det helt gennemgående svar fra Kulturministeriet til de mange indsigelser på teaterområdet er iøvrigt, at kritikken så at sige kommer på forkert tidspunkt, idet disse elementer vil blive præciseret i efterfølgende ministerielle bekendtgørelser. Før disse bekendtgørelser vil relevante parter naturligvis blive hørt. Men herved bliver det netop også gjort helt tydeligt, at flere beslutninger vil ligge hos Kulturministeren og udenom både Folketing og de berørte parter.

Styring gennem bekendtgørelser er der intet nyt i. Men der bliver altså flere elementer i bekendtgørelser end hidtil. Og da de organisationer som skriver høringssvar sædvanligvis også er velbevandrede i den kulturministerielle jura, må høringssvarene også læses som udtryk for at organisationerne havde forventet tydeligere beslutninger gennem teaterloven end det som nu bliver tilfældet.

Musikskoler tilbage til startpunktet

Ifølge forligsteksten og det første udkast til ny musiklov ville musikskolerne blive styrket gennem indførelse af en række minimumskrav. Dette har Kommunernes Landsforening protesteret over, idet det er udenfor Strukturreformens formål at ændre i den reelle virksomhed (Se Søndag Aften arkiv). Derfor indholder det endelige lovforslag nu ikke sådanne minimumskrav.

De musikpædagogiske organisationer er nervøse for om fjernelsen af det øremærkede tilskud til musikskolernes drift vil forringe standarden. Derfor vil man indsamle statistik i Strukturreformens 4 overgangsår, så man i 2011 kan vurdere om der er behov for ændringer i styringsinstrumenterne.

For den videregående musikundervisning i form af MGK'ere (Musikalske Grundkurser) er høringssvarene i øst og vest. Ikke at forstå negativt, men det fremstår tydeligt at MGK'erne er nye institutioner uden fast forankring i gamle strukturer. Derfor kan man - frit - overveje om MGK'erne bør være en statslig eller kommunal opgave. Der er ikke nødvendigvis nogen logisk løsning. Strukturreformen er landet på at MGK'erne skal være statslige. Ud fra høringssvarene kunne man tilføje, at det ville være fornuftigt med en samlet evaluering af MGK'erne indenfor en overskuelig årrække.

Go' dag man-svar

Det helt typiske svar fra Kulturministeriet til høringssvar er:
Forslaget...har ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget, idet forslaget strider mod den politiske aftale.
Altså: engagerede organisationer udtrykker bekymringer og ændringsforslag. Disse bliver ikke ændret, fordi den politiske aftale siger noget andet. Sådan er naturligvis de politiske konditioner. Men man kan næppe sige, at det er en særligt udbytterig form for dialog de politiske partier dermed sætter igang. De samlede kulturpolitiske lovforslag ventes færdigbehandlet inden sommerferien.

Læs også:
Struktur på plads
Kulturens struktur besluttet
Rimer strukturen på kulturen?
Kulturens nye Danmarkskort
Farvel til gulerødderne
Teatre i krydsild
Kan kommunerne kulturen?
Fra arkivet:
Kulturen og kommunestrukturen
Fra gulerødder til væksthæmmere
Kommunereform giver flere kulturkronere

Søndag Aften 03/2005

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.